Om tid_en efter
Af Karin Sten Madsen
For mange år siden læste jeg en bog, som gjorde et stort indtryk. I bogen ’Transcending: Reflections of Crime Victims (Zehr, 2001) fortæller mennesker, der var udsat for en grov forbrydelse, om hvordan forbrydelsen greb ind i deres liv og kom til at præge deres tilværelse. I mit professionelle arbejde med mennesker, rystet af forskellige former for voldelige overgreb og krænkelser, har jeg ofte ønsket, at jeg kunne henvise til en sådan bog på dansk.
Med støtte fra Offerfonden er tid_en efter blevet en sådan bog – lagt på nettet, så den er tilgængelig for alle. 20 fortællinger i tekst og billeder om at have været udsat for en forbrydelse. Om tiden efter og om tiden nu.
Der findes ingen opskrift på, hvordan man kan håndtere at blive udsat for en voldsforbrydelse. Det behøver man blot læse to af fortællingerne for at konstatere. Ikke to mennesker reagerer ens. Det er mit håb og ønske, at fortællingerne vil finde vej til mennesker, der direkte eller indirekte er eller bliver ramt af en forbrydelse. Og at man ved at læse om mennesker i forskellige aldre, med forskellige baggrunde og livserfaringer, vil kunne finde genkendelse og støtte til at finde sin egen vej.
Fortællingerne henvender sig også til mennesker, der professionelt eller privat møder personer, der har været udsat for en voldsom uret. De reflekterende, bevægende og sommetider overraskende fortællinger giver et sjældent indblik i, hvordan man finder vej tilbage til livet igen, om livslange konsekvenser, og om en tilværelse på ændrede vilkår.
Hvem fortæller?
Alle interviewede, har været udsat for en voldsforbrydelse. Som børn, som unge eller som voksne. Nogle har oplevet det på egen krop, andre har været pårørende. Jeg har bestræbt mig på at finde frem til mennesker med forskellig baggrund, etnicitet, seksualitet, geografisk spredning og med forskellige historier. En kønsmæssig balance blev også tilstræbt, men lykkedes kun delvist. Til trods for at flere mænd end kvinder ifølge Danmarks Statistik er udsat for voldelige overfald, viste det sig vanskeligt at finde frem til mænd, der ville lade sig interviewe. Begrundelsen var ofte, at hændelsen hørte fortiden til, eller at det ikke var noget, de ville have rippet op i. Mange kvinder har til gengæld gerne ville videregive deres tanker og erfaringer i håb om, at de kan lette vejen for andre.
Organisationer, institutioner og enkeltpersoner har introduceret projektet og formidlet den første kontakt til personer, der kunne være interesseret i at lade sig interviewe. Det eneste kriterium, der blev stillet fra min side, var, at personen havde en så tilpas tidsmæssig og følelsesmæssig afstand til forbrydelsen, at det var muligt at kaste et reflekterende blik på tiden efter.
Interview
Interviewene fandt sted i perioden fra januar 2017 til april 2018 og foregik oftest i personernes eget hjem. Hvert interview varede 2-4 timer, sommetider fulgt op af en telefonsamtale. Redigeringen og arbejdet med hjemmesiden er foregået i samme periode.
Jeg havde kun få forhåndsoplysninger om den forbrydelse, der lå til grund for interviewet, og det var derfor naturligt at indlede med at spørge om, hvad der var sket. Mit fokus var imidlertid tiden efter, formuleret i spørgsmål som: Hvordan finder man fodfæste? Hvor finder man retfærdighed og mening? Hvilket aftryk har forbrydelsen sat på din tilværelse? Ikke kun ugen efter, eller måneden efter, men i årene, der fulgte.
Nogle spørgsmål blev stillet til alle, men derudover lod jeg samtalen udvikle sig i de retninger, der faldt naturligt. Svarene inspirerede til nye spørgsmål, nye vinkler, ikke blot i det enkelte interview; de smittede også af på de næstfølgende interview.
Ofte faldt det naturligt at tale om gerningspersonen, og skete det ikke af sig selv, stillede jeg et spørgsmål om, hvilke tanker man gjorde sig om ham (alle gerningspersoner var mænd). Et afsluttende spørgsmål var ofte: Er der, trods sorg og smerte, noget positivt at sige om det, du har været igennem?
Redigering
Interviewene er redigeret med nænsomhed og respekt. Og med den brutalitet, der må til, når et langt interview skal skæres ned til en kortere tekst. I redigeringsprocessen har jeg bestræbt mig på, at hver enkelt person trådte tydeligt frem og fremhævet det karakteristiske i hver fortælling. Samtidig har jeg haft øje for, at interviewet skulle indgå i en helhed, og at interviewene skulle supplere hinanden. Alle interviewede har læst og godkendt deres interview.
Et interview er et øjebliksbillede, en fastholdelse af en fortælling og en erindring på det tidspunkt, hvor lydoptageren er tændt. Sådan skal man læse interviewene. Livet går videre med nye glæder og sorger.
Fotografering
Af Tine Harden
Min opgave som fotograf på tid_en efter startede med et stikord eller en bid tekst fra et interview. Dernæst har samtaler med hver enkelt person givet mig yderligere billeder på nethinden, og vi er mødtes på steder, som har betydet noget for historien eller i personens hjem. Nogle gange har vi fotograferet op til 3 gange på forskellige steder, før jeg fik knækket koden til, hvordan jeg bedst fik fortalt historien med billeder.
Billedstilen veksler mellem ren reportage og mere abstrakte tolkninger af historien, som har været nødvendig, når en person ønskede at være anonym. I billedkarrusellen øverst i hver fortælling, har jeg givet hver person en billedhistorie. Det er mit håb, at alle kan genkende sig selv.